Invasionen 1982

Skolens sommerferie var lige startet. Det er søndag eftermiddag den 6. Juni 1982 og jeg er på vej til min ven Khalil for at mødes som aftalt med ham og et par andre venner, for at hænge lidt ud eller køre rundt og hygge os.
Jeg var 16 år, sommerferien var i fuld gang og vejret var varmt men ikke slemt.

fra venstre Nour, Khalil, Samir, Isam, Khaled og mig

Jeg havde shinet mig op og taget et lækkert sæt tøj og min favorit kondisko, Adidas abdul jabbar – jeg var nok den eneste i bydelen der gik med dem, for alle var meget traditionelle i deres påklædning, men ikke mig, jeg var street helt ind til knoglerne.

Adidas abdul jabbar

Afstanden fra vores hjem til Khalil var ca. 1200 meter og jeg gik stille og roligt, hilste på folk, hurtigt forbi min favorit boghandler og kigge efter tegneserier m.m. Måske kom der nogle søde piger på vej som jeg fløjtede efter, eller gav nabopigen et kærligt smil – sådan var det at være teenager i Beiruts forstad, den sydelige del af Beirut, Borj Albarajneh.

Borj Albarajneh er meget tæt bebygget bydel.
Bydelen lægger tæt på lufthavn, strand, og flygtningelejer.

Et par meter fra Khalils hjem kom der pludseligt et kæmpe brag, og lyden af kampfly der fløj meget lavt. Jeg tænkte ikke over det, for det var helt normalt at israelske kampflyv brød lydmuren i ny og næ. Khalil kom løbende ud med det evig fjollede smil og sagde “så er der gang i den” og løb ud til vejen og jeg fulgte efter ham.

Flere kampfly brød lydmuren og nu med lyd af bomber der sprang lidt fjernt fra os, samtidig begyndte jord til luft antiskyts at skyde massivt på flyene som kastede varmballoner for at undslipper skyts og raketter. Folk løb vildt på gaden, nogle råbte “krigen er brudt ud”, andre begyndte at råbe “gå indendørs eller i beskyttelsesrum”. Jeg kunne mærke koldsved løb ned af min ryg og kunne lugte krudt svagt. Khalil’s mor kom ud og råbte at vi skulle ind i deres lejlighed som lå i stueetagen, men det vil Khalil ikke og jeg tænkte at jeg måtte løbe hjem så min mor ikke blev hysterisk, sagde hurtigt vi ses til Khalil og løb ned af gaden mens biler og mennesker skyndte sig væk fra gaden.

Min mor stod som jeg havde forventet på altanen og viftede med sine hænder og råbte “hvor har du været din idiot” skynd dig ind i bygningen. Naboen som havde tøjbutik var ved at lukke, nærmest alle butikker var ved at lukke. Frisøren havde skiftet sin saks med en Ak-47 og var på vej hen mod flygtningelejeren. Han råbte svagt til mig ” går ind med dig, det er alvor og israel er ved at invadere Libanon”

De næste 3-4 timer var der konstant bombninger fra fly og alle naboer som boede i den fem etages bygning hvor vores lejlighed lå, var gået ned i kælderen. Kælderen var faktisk et syværksted med flere symaskiner og et kæmpe bord hvor man skar stof. Pludseligt blev syværkstedet omdannet til et lejr hvor flere madrasser var lagt på betongulvet, kvinder og børn var viklet inde i tæpper, og symaskiner var flyttet op mod de tykke mur. Lyden af bomberne kom tættere på og vi kunne mærke rystelserne i gulvet. Ejeren af bygningen og syværkstedet, forsikrede alle at “bunkeren” kunne tåle en atombombe og selv hvis en raket ramte bygningen og den braste sammen så vil bunkeren modstå det. Vi kom op i lejligheden ved midnat efter at bombningerne var stoppet, men en tyk luft af krudt og frygt havde spredt sig.

Min far var ikke hjemme, han arbejde på et olieplatform i Abu Dhabi og kunne ikke rejse til Libanon og pludseligt blev jeg udpeget af min mor til at være familiens vogter. Der gik uger og israel trængte længer og længere i Libanon fra sydlibanon mod hovedstaden Beirut. Der blev udkæmpet hårde kampe mellem israeliske styrker på den ene side og PLO og libanesisk venstrefløj på den anden side. De kristne libaniser afventede men havde en tilbøjelighed at støtte israel’s invasion.

Da kampene kom tættere og tættere på valgt min mor og min morbror som også var vores nabo, at vi skulle flytte områder 6-7 km længere væk fra den palæstinensiske flygtningelejer. Jeg nægtede at “flygte” og valgt at blive hjemme alene og knuste min mors hjerte, men hun gav op med at overtale mig og flygtede med min morbror og hans familie hjem til min morbrors kones familie. Set i bakspejlet var jeg bare en teenage idiot der vil spille sej og burde været flygtet med min mor og søskende, men i mit hovede tænkte jeg at jeg vil beskytte vores hjem.

Flere mennesker forlod forstaden enten mod Beirut eller nord på og tilbage var der et par familier som forblev i vores bygning og beskyttelsesrum. Jeg begyndte at samle dåsemad, vanddunke, mel mm da jeg kun havde en tanke om, at vi vil komme til at gemme os i beskyttelsesrummet i lang tid. Min faster og hendes 13 børn flyttede hos os i en kort periode da deres hjem var i udkanten af flygtningelejeren og bomberne faldt tæt på. Alle butikker var lukket og fødevarer begyndte at slippe op. Nogen steder kunne man få lidt hjælp af UNHCR som er en FN organisation og nogle butikker solgte de sidste varer de havde på lager.

Min fætter og mig besluttede os på at går rundt i have og lede efter mad, og ikke langt fra vores hjem fandt vi høns. Vi fangede en og fik den aflivet og bragt den hjem. Vi var alene og tænkte at vi skal plukke den høne og havde set at folk kogt vand og dybere hønen i for at løsne fjerne. Vi kon vand i en stor gryde og kogte det på en gas blus og smed hønen i og spillede et kortspil og glemt alt om hønen. Et pat timer efter var alt fjer faldet af og hønen var kogt ud med indvold. Vi besluttede os at spise det uden at slå hul på det. Det smagt ikke helt godt men det var det eneste kød vi havde fået i flere uge.

Min faster og familie flyttede ud og jeg var alene igen i lejligheden. Kampene og de israeliske tropper nærmede sig udkanten af Beirut og bombardementerne blev intensiveret. For det meste sad vi i beskyttelsesrummet og spilede kort. Folk begyndt at smide deres våben på affaldspladser af frygt for at israelerne ville anholde dem hvis de fandt våben i deres hjem. Jeg derimod begyndte at samle de våben, rense dem og lægge dem op i vores lejlighed, og jeg ved faktisk ikke hvorfor jeg gjorde det.

En af de voldsomste nætter jeg aldrig glemmer i mit liv var da israel vil rykke ind i Beirut. De beskød Beirut og forstaderne fra luft, jord og vand. Bomberne og raketterne faldt som regn uafbrudt i 8 timer. Lyden og lugten var ikke til at tage fejl af – Døden var på vej og vi vil blive begravet levende i beskyttelsesrummet. Jeg havde faktisk sørget for at der var fyldte vanddunke, dåsemad, skovle og gasmasker samt to AK-47 og masser af ammunition. Vi kunne høre bomberne faldt tættere og tættere på og til sidst faldt de rundt om bygningen og ramte nabo bygninger og jorden rystede helt vildt. Så blev vores bygning ramt to gange og kunne høre murbrokker faldt ned og støv trængte ind i beskyttelsesrummet. Ingen lys, lugt af krudt, masser af støv, grædende børn og kvinder der skreg og bad til Allah om at overleve.

Jeg var bange, meget bange både for at dø eller blive begravet og dø langsomt uden at sige farvel til min familie. Min far kunne ikke komme og vi havde ikke kontakt til ham, men han vidst at vi var i sikkerhed. Jeg var kun 16 år. Jeg gemte mig under det store skrædderbord og presset mig inde imellem stofrullerne så jeg var beskyttet hvis beskyttelsesrummet skulle brase sammen eller hvis en bombe sprang inde i indgangen. Til sidst faldt jeg i søvn mættet af træthed og frygt. Det blev morgen og der var næsten helt stille. Vi kunne stadigvæk hører skyderi og bomber fjernt. Heldigvis var for- og bagindgang ikke spærret helt af af murbrokker. Vi kom ud og var meget spændte på at se ødelæggelserne som var enorme. Næsten alle bygninger var blevet ramt og nogen af dem var brast sammen eller halvdelen var fuldstandigt smadderet. Vejene var også som krater på månen og der lå mange ueksploderede bomber og raketter på jorden. Forbavsende var der ingen lig på gaderne men sikkert en del døde i deres hjem og lejligheder.

Næste dag tog jeg ud til min mor og jeg kan ikke huske omstændighederne men jeg blev ramt af en granatsplint i min fod og kan ikke huske om det var før eller efter de massive bombninger, men da jeg gik de 6-7 km ud til min mor og søskende var der gået betændelse i såret. Min mor, søskende og resten af familien var glade for at se mig og mor græd af glæde men jeg fik en kæmpe skideballe af min morbror og blev rasende og gik hjem igen. Mor var knust og udmattet og kunne ikke løbe efter mig selvom jeg slæbt min såret fod efter mig, På vej hjem stødte jeg på en storbror til en skole kammerat som så at jeg haltede, han så på såret og sagde at hvis jeg ikke fik behandling så vil min fod blive savet over. Han hjalp mig og slæbt mig ind til flygtningelejerens hospital hvor de fik renset såret og jeg fik noget grønt creme og bandage på som jeg skulle skifte tre gange om dagen og fik at vide at hvis det ikke hjalp skulle jeg kommen igen for at se hvad de kunne gøre ved det. Jeg var heldig og betændelsen forsvandt efter nogle dage og frygten for at få savet foden af var overstået.

Hæng mig ikke på detaljer for jeg kan ikke huske rækkefølgen eller tids fornemmelsen men efter en uge var vejene ryddet og der kom en lastbil som var fra en fransk nødhjælp organisation og delte rationer ud. Jeg fortalt at vi var 9 personer i min familie og fik to kasser med dåsemad, mel, sukker, olie m.m. Mest var jeg glad for sardin og tun dåser samt mortadella. Jeg tømte indholdet af de to kasser i en kæmpe sæk og begyndte at gå mod der hvor min mor og søskende var. På vej så jeg nogle unge plyndre en minimarket som næsten var tom, og jeg kunne ikke lade være med at går ind og se hvad dr var tilbage. Jeg fandt nogle chokoladebar og tre kartoner “lucky strike” smøger.

Det var en tung sæk og en hård og lang tur, men det lykkedes mig at nå frem, og igen var mor glad for at se mig. Jeg overnattede hos dem da jeg var udmattet og meget træt. Næste dag fortalte jeg mor at jeg vil tilbage til vores hjem og at de burde komme da israel ikke bomber mere og ikke rykker mod Beirut, men har omringet byen. Det ville min mor, men hendes bror synes ikke det var en god ide, så endnu engang gik jeg hjem alene og bag mig min grædende mor.

Der var forholdsvis lidt fredeligt og folk begyndte at komme ud om dagen for at finde noget mad fra udenlandske nødhjælpsorganisationer. Om aftenen holdte  vi os i beskyttelsesrummet med lidt lys fra de få stearinlys der var i rummet. En af vores naboer havde hørt at nogle banditer er begyndt at lave indbrud i de huse der var tomme og foreslog at vi lavede en patrulje af 4-5 mand og gik ud på vores vej og patruljerede. Den var jeg med på for så kunne jeg afprøve de forskellige automatrifler jeg havde samlet. Jeg synes også det var mega sejt at de voksne vil have mig med. Det kom jeg til at forbyde da vi næste aften skulle ud, og der kom vi ud på en sidevej hvor der var en lille bakke og nogen råbte et eller andet og alle begyndte at skyde og jeg begyndte at skyde med en Ak-47 med specialt eksplosivt ammunition der laver lysstreger når man skyder og viser hvor man er . En af de ældre mænd holdte fast i mig og råbt at jeg skulle falde til ro og stoppe med at skyde. Jeg kan ikke huske hvad der skete men vi kom alle tilbage uden at nogen blev ramt eller såret og jeg havde næsten skidt i bukserne og kom ikke ud de følgerne aftner.

Invasionen varede fra Juni 85 og til slut September 85 og i løbet af de 3 måneder troede jeg at jeg skulle dø flere gange. Der skete utallige hændelse som jeg ikke kan huske helt, måske fordi jeg fortrængte dem dybt inde i mit hukommelse. En af de ting jeg tydeligt husker er drabet på vores nabo Ahmad. Han var i slut 20´erne og var lige blevet gift med en nabopige. Han var palæstinenser og hun var halvt libaniser halv palæstinenser. Jeg kendte ham ikke så godt og han var en del år ældre end mig, men han forlod ikke kvarteret under invasionen og hang ud sammen med sin konens søsters mand (på arabisk har vi et ord for det “Adil”) det kalder man sin kones søsters man.

De to, mig og et par andre naboer sad ude på vejen en eftermiddag og holdte øje med nødhjælpskonvojer og fortalte hvor der var folk der havde brug for hjælp, og nogle gange hjalp vi soldater og krigere som var på vej hjem fra fronten eller havde faret vildt og manglede mad osv. Normalt havde Ahmad og Riad deres Kalashinkof (Ak-47) på sig men ikke denne dag. Vi sad på en stenkant og drak stærk arabisk kaffe og røg smøger ( de smøger jeg nakkede fra et minimarked “lucky strike”). Vi får øje på en mindre lastbil/åben varevogn med fem bevæbnede mænd som nærmer sig os. De standser lige uden for den bygning hvor Ahmad bor lige over for vores bygning. Ahmad går langsomt med et smil på læben mod dem og spørge havd de vil. Den ene påstår at han er bror til manden der ejer et møbelforretning under Ahmads lejlighed og at han er kommet på anledning af sin bror for at tømme butikker inden nogen stjæler den. Ahmad havde sat en hængelås med en kæde på bagdøren til forretningen da hoveddøren sad fast på grund af den bombe der ramte bygningen og fik metaldøren til at bue og ikke kunne åbnes.

De står og diskutere og Ahmad siger at han ikke kender ham og kan ikke bare lukke op for ham. Diskussionen spidser til og Riad kommer imod mig og siger jeg skal løbe og hente våben fra mit hjem. Jeg løber hurtigt uden at kigge bag mig og da jeg kommer inde i lejligheden kan jeg høre en masser råben og skyderi på gaden og en kvinde hylder og skriger. Jeg tager to Ak-47 og ammunation og løber ned af trappen, men bliver standset af Ahmed svigermor som var grædefærdig og siger til mig at jeg vil blive dræbt hvis jeg gik ud på gaden for de havde skudt Ahmad i ryggen og han er livløs.

Jeg løber op helt til femte sal og ud på taget for der kan jeg se gaden, og jeg kan tydeligt se Ahmad lægger helt stille og blodet løber fra ham og at Riad sidder på hug ved ham sammen med hans unge kone som græder og slå sig i ansigtet. De bevæbnede gutter er ved at gå tilbage på ben og jeg tænker ikke mere, jeg lader mit AK-47 og begynder at tømme den ene magasin efter den anden mod dem. Den løber i alle retninger og jeg synes jeg havde ramt en af dem. Jeg tømte 6 magasiner og faldt sammen og begyndte at græde. Kan ikke huske hvem der kom efter mig og fik mig til at gå ned i beskyttelsesrumet men jeg fik noget vand og kunne jeg gå ud på gaden.

Masser af mennesker havde samlet sig og Ahmads lig var dækket med et tæppe. Mig og fætteren til Ahmads kone satte ild til den mini lastbil de bevæbnede mænd kom med. Senere på dagen blev Ahmads lig bragt til et hospital og en gruppe fra PLO og andre fraktioner var kommet for at stoppe evt gadekampe. Det viste sig at Ahmads lille bror kendte gerningsmændende som var en kriminel bande og de blev efterlyst. Mange år efter fik jeg at vide at to af gerningsmændende var blevet dræbte i skudepisoder.

En anden hændelse som jeg ikke glemmer er at jeg en dag hang ud på gaden med to af mine venner. Der var stille men man kunne høre skyderi og bomber langt væk. Vi sad og spiste solsikkefrø og snakkede om nabopigerne, især en af dem var jeg meget lun på. Nogle gange sad mig og hende i aftentimerne i totalmørke på trappen og snakkede om fremtiden og en gang måtte jeg kysse hende på kinden men ikke på munden. Jeg havde ellers lyst til at røre hende og kysse hende men hun ville ikke da hun var bange at hendes storebror vil opdage os – han var nemlig min god ven, indtil han tabte flere gange i kortspil.

Pludselig høre mig og de to nabodrenge et højt brag ikke lang fra os samt skrig og råb fra børn. Vi løber ud på gaden og løber efter lyden og finder to drenge på ca 6-8 år lægge på jorden blødende hvor den enes tarm hang ud af maven og den anden havde blæst det ene øje væk og forbrandt ansigt og mistet flere fingere. De havde fundet et antiluftskyts patron eller en håndgranat og prøvede at tømme krudtet af den ved at slå med en sten. Umiddelbart sprang den i deres hænder. Idet vi kommer tæt på dem kommer deres mor løbende ud og flere andre voksne, og en voksen fortæller mig at jeg skal presse tarmene tilbage i drengens mave. Det gør jeg og nogen få fat på en bil og de bliver kørt på hospital. Jeg glemmer aldrig drengens øjner og skrig da jeg pressene mine hænder mod hans tarme. Jeg sov sket ikke den nat og tænkte på dem konstant. De overlevede ikke.

Min mor og søskende vendte tilbage efter et par måneder da der faldt ro på og israel og PLO indgik en fredaftale som indebar at PLO og deres krigere forlod Libanon. Alle mandlige soldater blev sejlet til flere arabiske lande og de palæstinensiske flygtningelejre var tømt for bevæbnede soldater, milits og krigere.  En aften kunne vi høre skyderi lang væk og dagen efter sidst på eftermiddagen kom en af vores naboer og råbte og rablede om at israel var ved at begå massakre og dræber alle palæstinenser i Sabra og Shatila flygtningelejerne som lå ca 15 minutter kørselstid fra os.

Flere bekræftede historien og der gik hurtigt panik i alle. Værst var det for dem der boede i flygtningelejerne, mens vi var lidt heldige at bo i udkanten af flygtnigelejeren. Vi kunne ikke flygte nogen steder, der var ingen bil og vejene ud af området var lukket og kontrolleret af israeliske invasions styrker. Jeg måte tænke på hvordan vi kunne gemme os hvis israelerne rykkede ind. På taget af vores bygning var der en vandtank. Jeg skyndte mig at løbe op på taget og undersøgte tanken. Vi kunne godt være i den, måske 8-10 personer men jeg vil ikke fortælle de andre for så vil flere gemme sig der og det vil gå helt i panik det hele. Jeg fyldte tre dunke med vand og lavede en kasse med noget dåse mad, nogle tæpper og min AK-47 og lagde dem i tanken. Tanken var bygget af mursten og havde en metal låge med et hængelås. Den blev brugt i starten af borgerkrigen hvor vandet blev samlet i til nødstilfælde. Den var heldigvis tom.

Min mor var meget skeptisk over det og ville ikke have at vi gemte os der. Heldigvis blev massakrene begrænset til de to tidligere nævnte flygtningelejere og vi kom ikke til at gemme os i tanken. Faktisk så havde jeg glemt alt om de ting jeg havde lagt i den og gad vide om nogen sinde nogen har fundet dem. Jeg ved at taget blev lavet om til en lejlighed mange år senere.

De efterfølgende år var hellere ikke nemme, med flere interne krige og stridigheder og situationen for palæstinensiske flygtninge blev forværret og kulminerede i det såkaldte flygtningelejrekrigen i 1985 som resulterede at flere tusinde palæstinensere flygtede fra Libanon – jeg var en af dem og endte i Danmark.

Jeg rejste til Libanon  i april 2018 og besøgte vores kvarter og kunne se at bygningen var vokset til syv etager. Jeg havde ikke nerver til at gå i bygningen og gense vores barndomshjem men masser af minder dukkede frem, både de gode og de dårlige.

Vores hjem markeret med rødt April 2018. Det var en lejelejlighed og bygnings ejers søn bor nu der.