Borgerkrigen i Libanon

Da jeg var omkring 3-4 år udbrød de første kampe i Libanon i 1969 mellem den libanesiske hær og de palæstinensiske bevæbnede PLO milits som holdt til i flygtningelejrene.  Vi boede udenfor flygtningelejren en afstand på ca en kilometer i en bydel som hovedsagligt var beboet af shia muslimer, i modsat til palæstinenser som er sunni muslimer, men denne første krig havde intet med religion at gøre.

Baggrunden for konflikten var at den libanesiske regering og hær Ikke helt var tilfredse med at de palæstinensiske flygtninge begyndte at træne og have våben – flygtningelejrene blev jævnligt stormet af efterretningstjenesten og en del palæstinensere blev anholdt og slået. Det fik palæstinenserne til at gribe til våben og det førte til nogle hæftige kampe.

Jeg kan tydeligt huske at jeg var på en skole eller børnehave og blev hentet af min mor i en bil, måske en taxa. Vi sad bagved og jeg kiggede tilbage og så skolen forsvinde langsomt og måske så jeg soldater på gaderne. Jeg er heller ikke helt sikker på datoer og min alder men min hjerne vrider billeder ud af hukommelsen og jeg ser den tur i bilen og mor der holdt om mig tydeligt.

Med min far på Strandpromenaden i Bierut, er ca 5 år

Det næste jeg husker er at vi er hjemme og min farbror, som jeg tidligere har nævnt i en anden post var hjemme hos os og var klædt i militærtøj. Han snakkede med min far og mor om uro og noget farligt men mest var jeg betaget af det gevær han havde på skulderen. Jeg kom tæt på ham og begyndte at røre ved geværet og han smilede til mig og løftede mig og sagde det er er en Siminof gevær og jeg måtte godt holde den. Den var tre gange større end mig og var meget tung.

Vi boede i en etage bygning på fem etager, og hver etage var der to lejligheder. De var ens allesammen og var på samme størrelse ca 80 kvm. Der var to trædøre, den en kom man ind direkte i stuen og den anden til køkkenet. Lejligheden bestod af en store stue, en lille gang med vask i og et bad/toilet, og fra gangen er der er et soveværelse og videre til køkken. Der var altan ved soveværelset og altan ved stuen. Stuen fungerede som dagligstue, legeværelse, soveværelse og blev indrette alt efter hvad der var behov for. Da vi var små sov vi alle børn i stuen på madrasser og de blev pakket væk om dagen bag et skab i soveværelset. Min far og mor sov i soveværelset og hvis min far var sent på arbejde fik vi alle lov til at indvader soveværelset.

I 2015 var jeg et smut forbi barndoms hjemmet, her er et billede og det er lejligheden på første sal hvor der er lukket af med kæmpe gardiner på altanen.

Vores hjem var ikke særligt stort men den kunne rumme os og alle vores familie medlemmer som kom på besøg fra fjerne lande. Vores hjem var familiens centrum, for begge mine forældre var kærlige og elskede gæster fra familien på begge sider af min far og mor. Jeg var mest glad da fætre og kusiner kom på besøg og vi alle skulle sove tæt. Jeg var mest interesseret i kusinerne og husker tydeligt hvordan min farfar blev vred på mig og gav mig med stokken da jeg insisterede på at sove ved siden af min kusine, jeg var måske 11-12 år.

Tilbage til borgerkrigen, freden varede nogle år og kampene startede igen i 1975 da kristne milits dræbte 27 palæstinensere i en skolebus som var på vej tilbage til en flygtningelejre, angrebet var som hævn for at lederen af de kristne falangister blev forsøgt myrdet. Så voksede kampene og de muslimske libanesere tilsluttede sig kampen på palæstinensernes side. I virkeligheden var krigen svaret på mange års forskelsbehandling, fattigdom og undertrykkelse. Jeg vil ikke komme ind på den politisk situation eller forklaringen men vil blot fortælle om livet under borgerkrigen.

Ved ikke hvem fotografen er men ved hvem der er på billedet – palæstinensiske kriger fra flygtningelejren.

Min far arbejde som overtjener på en af Bieruts fineste restaurant “Nasr” og jeg kom tit med ham på arbejde og tjente lidt penge ved at udskifte kul på vandpiberne og ellers kom jeg forbi i weekenderne da jeg var teenager  med venner og spiste is. Kan huske at kokken var meget begejstret over at jeg kaunne læse avis i en meget ung alder og hvergang jeg kunne læse noget svært fik jeg lov til at bestemme hvad jeg havde lyst til at spise. Restauranten lå i vest Bierut ca 6-8 km fra vores hjem og min far var altid på arbejde alle dage fra 12-24. Nogle gange blussede kampene og bombardementerne så kom min far ikke på arbejde i flere dage.

Et gammelt foto der viser NASR restaurant nederst i højre side.

Situationen spisede til og kampene blev hårde og voldsomme, bilbomber sprang tilfældige steder og mange uskyldige civile døde. Bilbomberne var et helvedes mareridt for man vidst ikke hvor og hvornår de sprang eller hvem der stod bag dem, typisk sprang de på markedspladser og åbne pladser hvor der var  mange mennesker samlet.  På et tidspunkt havde vi ikke flere penge og situationen i området blev værre samt at vi løber tør for kontanter, så besluttede min far og mor at vi flyttede midlertidigt hjem hos min farfar i syd Libanon, nær byen Saidon i en landsby på en bakketop som hed Almia mia ” hundrede og hundrede”. Her lå en palæstinensisk flygtningelejre som var lidt sikre end Bierut. Lufthavnen blev lukket i Bierut pga bombardementer og min mor måtte rejse med bil til Syrien for at møde sin storebror som arbejdede i saudi arabien for en oliesheik. Hun skulle hente kontanter både til os og til min onkels familie. Så blev vi sendt afsted med mor til Syrien i en måneders tid og det var en vild og sjov oplevelse at komme til et andet land. Jeg var nok 10-11 år på det tidspunkt. Her kyssede jeg den første pige som var langt ud kusine til min mor.

Altid elegant, kærlig og kloge mor sammen med min lille søster til højre på besøg hos de daværende rige morbror.

Vi kom tilbage til farfars hus og efter nogle måneder måtte min mor rejse alene og hente flere penge, og imellem tiden måtte vi hjælpe min far i at tjene penge. Vi gik rundt og solgte sæbe og jeg var en elendig sælger og forærede sæben væk. På det tidspunkt besluttede det arabiske liga at indsætte fredsbevarende styrker i Libanon og man sendte flere tusinde soldater fra forskellige arabiske lande til Libanon, de fleste var syriske soldater.

Noget gik galt og de blev angrebet i byder Saidon og jeg husker tydeligt at min far tog mig med ned til byen for at handle dagen efter og jeg blev chokeret for der var stadig brændende tanks og biler på gaden mens folk var igang med at rydde op. Her blev en konvoj syriske soldater angrebet og ingen overlevede, og jeg så en tank brænde op med en soldat der stak halvt ud af tanken og var kulsort forbrændt og død.  Det var første gang jeg så et lig og billedet er indprentet stadig i min hokumelse.

Årene gik og jeg blev ældre og voksede med krigen som en del af hver dagen, nogle måneder eller uger var der fred og vi gik i skole, mødtes med venner osv og andre uger og måneder bryd helvedet løst med daglige bombardementer og gadekampe. Vest Bierut mod øst Bierut, kristne mod muslimer, duruser mod alle de andre, sunni muslimer mod shia muslimer, palæstinensere mod shia muslimer, et puslespil som ingen kunne løse.

Da jeg var omkring 13-14 år syntes mig og mine venner det vil være sejt at være en del af den palæstinensiske milits. I skolen blev vi hvervet af en kammerat og kom til det første møde hjemme hos Marwan. Han var ansvarlig for ungdomsafdelingen i Fatah. Vi var 5-6 unge knægte og han fortalte os om bevægelsen, fjenden Israel og hvordan vi kunne blive gode og smarte soldater/milits.

Vennerne fra første klasse til gymnasium. To eller tre af dem var med i den unge milits.

Han hev en AK-47 aka Kalashinkov fra skabet og og viste os den. Han gennemgik håndtering og ydelsen af sådan et våben, i skal behandle den som jeres kvinde, med omhu og kærlighed. Så viste han hvordan man skilte de ad og det så ikke så svært ud. Han fortalte havd de forskellige dele hed og samlede den igen. Lige pludseligt holder han kalashinkoven mod os, sætter magasinet med 30 skud i den, lader den og trykker på aftrækkeren. Jeg døde i få sekunder eller minutter men der kom ingen skud og han lå flad af grin. Så råbte han: Hey i skal fandme være vågne og opmærksomme. Vores hjerte holdet op med at slå og vi var helt tavse og sveden løber ad ryggen, og så brød vi ud i en kunstig latter for at dække vores frygt.

Han skildte geværet igen og viste at der manglede en vigtig del af den som han havde gemt i sin lomme. Jeg ved ikke hvad den del hedder på dansk men noget med en bolt, den del hvor nålen som rammer patronen. Så blev vi lidt klogere og der gik ikke mange uger så fik vi lidt træning, mødtes en gang om ugen til politisk lektioner og til sidst at have vagt på Fatahs kontor/basse i flygtningelejren. Mine forældre vidste ingen ting og bildte dem ind at jeg var sammen med vennerne i moskeen.

Sådan ser en Ak-47 når den er skilt ad. Det er den lille runde dims lige over aftrækkeren som han gemte og uden den kan geværet ikke skyde.

Så kom dagen hvor vi fik at vide at vi skulle være med en militæropvisning i Bierut hvor Arafat vil være til stede, vi fik leveret et rusisk vintermilitærsæt og østtyske støvler. Jeg husker tydeligt den dag hvor vi lærte at går på række og vi skulle vende hovedet da vi kom forbi Arafat. Jeg svedte som i helvede for det var varmt og det skide uldsæt gnavede på min hud.

En nat glemmer jeg aldrig for der troede jeg skulle dø, og det skete flere gange i mit teenager liv i Libanon. Jeg var sammen med vennerne til politisk lektion i Fatahs kontor, og lige pludseligt høre vi bomber falder og en mand kommer ind på værelset og siger at flygtningelejren er under beskydning og at vi skal gribe vores våben og være klar. Vores underviser som var lidt ældre end os sagde at vi var for unge og at vi må hellere se at løbe hjem. Der er ca. 2.5 km afstand og jeg har aldrig løbet så stærkt i mit liv som den aften. Jeg fløj næsten og sprang som spiderman og kunne se og høre bomber falder rundt og endelig nåede jeg hjemme. Min mor ventede ved opgangen til vores bygning og var meget bekymret og tog mig i sin favn og mit hjerte var ved at stoppe og galopperede helt vildt.

Vennerne i skolegården.

Jeg kom i tanke om at jeg faktisk også løb for levet en gang i Amsterdam fra et værtshus efter at jeg havde smadderet en flaske i hovedet på en fuld mand, og efterfølgende løb hans mange venner efter os men den historie må jeg fortælle om på et andet tidspunkt.

Livet som teenager under borgerkrigen fortsat, lidt krig, lidt fred, hygge med venner, skole, se pornofilm, køre i bil, ryge smøger, fløjte efter pigerne, hygge på stranden, et par dage i beskyttelsesrumet, dåsesardiner og dåsekød, flirte med nabopigerne i mørket i beskyttelsesrumet og ud og onanere på toliters mens bomberne regnede ned. Det bedste ved at krigen udbrud i tide og utide var at vi havde fri fra skole, spillede kort og flirtede endnu mere med pigerne.

Sammen med barndoms og teenage venner khaled og khalil

Sådan gik det i mange år indtil jeg var 16 år. Min far blev opsagt fra sit arbejde på restauranten og fik et fedt job i Abu Dhabi i de forenede arabiske emirater som olieboringsplatform daglig leder. Han arbejdede i tre måneder og var hjemme i 15 dage på ferie. Den 4.juni 1982 angreb Israel fra luft, land og hav Libaonn og det var starten på en ny kapitel i krigens ånd.