Palæstina i mit hjerte..

Hukommelsen er ikke så skarp mere, den er som et halvtørt karklud, den skal vrides hårdt før der kommer noget ud af den. Min tidlig barndom kan jeg ikke huske meget af udover de få billeder jeg har på print som jeg har fået skrabet sammen fra familiemedlemmer og et par stykker som min mor nåede at rede ud af vores brændte lejligheden i Libanon.

fede baby Maher

Det tydeligste billede jeg kan huske af mit barndom er et babyportræt af mig. Vores første hjem i slumkvarteret i det sydelige Beirut (Borj Elbarajne) kan jeg også huske svagt. Et værelses lejlighed, under os er det et bilværksted og rundt om os er der en kæmpe have. Haven kan jeg huske duften af når jeg kigger på et billede jeg har af mine forældre da de blev gift i den samme have, også dem der ejede ejendommen, to kvinder som forkælede mig og gav mig slik.

Min far (Atef) og min mor (Badrie)

Fotostudiet som mit babybillede  blev taget i lå lige over for os på den anden side af gaden, og min mor var gode venner med en ansat i butikken. Studiet kan jeg også tydeligt huske da vi skulle have et familiebillede med mor og søskende men uden far. Det var et billede min far skulle have i lommen, da han var meget væk hjemmefra på arbejde.

Maher, Jamal, Mor, Maha, Zaher og Hilal

 

Dengang da mine forældre flyttede ind i den lille lejlighed var det ikke slum og slet ikke tæt bebygget, et område med masser af frugttræer og haver. (Borj Elbarajne) var et mindre landbrugs område med meget få huse og bygninger og ikke langt væk fra strand og lufthavn. De fleste var libanesiske Shia muslimsk familier/klanner men meget lidt religiøse og meget frigjort. Tæt på lå der også en palæstinensisk flygtningelejre som strakt sig fra hovedvejen fra lufthavnen og dybt ind i bydelen.

Min far som stammer fra en bondefamilie fra det nordlige Galilæa i Palæstina, en landsby som hed (Ras El Ahmar) boede efter deres flugt og oprettelsen af Israel i 1948 i en flygtningelejre i Sydlibanon, nær byen Saidon, på toppen af en høj bakkedrag tær på den kristen landsby (Almia wmia) og min mor som kom far en fin familie i Haifa, boede i en pænere bydel (Alghberi) også i den sydlig udkant af Beirut, ikke langt fra (Borj Elbarajne).

Den nærmeste familie som boede tæt på os var min morbror og hans kone og to børn. De fleste palæstinensere boede i flygtningelejeren, men få familier som havde et godt arbejde flyttede ud og boede i lejligheder blandt libaneser. Man kunne nærmest ikke se eller mærke forskel udover på dialekten, hvor den palæstinensiske arabisk dialekt er meget kontant, højtlydene og macho. Fælles på begge dialekter er skældsord under bæltestedet.

FAMILIEN

Min mors familie stammer oprindeligt fra Haifa i Palæstina, Zakka hedder de til efternavn. Efternavnet blev lavet om efter deres flygt til Libanon i 1948, hvor de før hed Saqqa som betyder vandbære eller sælger, men FN medarbejderen der registrerede dem hørte forkert – sådan blev det og sådan er det en gang i mellem i mellemøsten med forkerte efternavne og fødselsdage. Familien tilhørte den bedre middelklasse og min morfar ejede en stor smedeværksted, mens min mormor var hjemgående. De var ikke særlige religiøse men meget traditionelle og gammeldags med kønsroller, f.eks måtte min mor og hendes søstre ikke går i skole og endte med at være analfabeter. Min mor hed Badria og senere kom hun til at hede Ramzia og endte med kælenavnet Ramz, og forklaringen var at hendes Storbror hed Bader og hun fik tildelt et pigenavn Badria, men da de fik den yngste bror som fik navnet Ramzi og hun tog sig meget af ham begyndte familien at kalde hende Ramzia. Den ældste bror hed Ahmad, derefter en moster som hedder Fairouz, og så kommer Bader, min mor, min moster Laila og lillebror Ramzi.

Min morfar Mohamad Zakka, smed og meget frygtet mand i Haifa og Beirut i gadeslagsmål. Jeg var også bange for ham da jeg var lille, for han slugte min hånd i et mundfuld for at drille mig.

 

Min mormor Widad Mursi var halv ægypter. Døde i en meget ung alder af blodprop.

 

Mig med blomst i hånden til min morbrors Ramzi bryllup – min far og mor bag mig.

 

Min fars familie kom fra en landsby i nord Palæstina, syv kilometer fra Libanons grænse. Ras El Ahmar, det røde top, 800 indbyggere i 1948 mest bønder der dyrkede vindruer, bønner, grøntsager osv. Der var en moske og en skole i landsbyen. Min farfar var lidt religiøs og ledte bønnen i moskeen nogle gange, han var ikke ret store i kroppen men bom stærk og en fantastisk fortæller og digter. Min farmor var hjemmegående, min moster Fathia var skrædder, min anden moster Fatima var gift og hjemmegående, min ældste farbror Ahmad var kok, den næste farbror Rashed var også kok og den yngste min favorit farbror Salim som jeg nævnte i min tidligere post var skolelærer.

Min farfar Ahmad Salim El Khatib

Min farmor Nazha El Khatib, havde det smukkeste hår med fletninger helt ned til hoften og bagte det bedste brød og kager, det var hende der navngivet mig.

 

Min farfar Ahmad Salim El Khatib må han hvile i fred. Manden som jeg forgudede og elskede mere end min egen far. Han var min historiebog, fortalte alt om Palæstina, jorden, religionen, planterne, urterne og de smukke kvinder. Han tog mig altid med alle steder når jeg var på ferie hos ham og sidst jeg besøgte ham i deres beskeden hjem i flygtningelejren i sydlibanon inden han døde af alderdom, gav han mig sin hovedbeklædning, bedekæde, sin stok og ikke mindst nøglerne til deres hus i landsbyen i Palæstina som nu er en israelisk bosættelse. Den besøgte jeg i 2007 og vil fortælle om den oplevelse i en anden post.

Farfars hovedbeklædning og nøglerne til huset som blev undersøgt af Københavns museum ifm. en nøgleudstilling og jeg fik bekræftet ægteheden af nøglerne og de blev dateret til at være mere end 300 år. I dag er der en kopi af nøglerne og en tilhørende historie udstillet på immigrant museum i Farum.

Sammen med farfar på sidste besøg og med er mine brødre og til venstre min faster som aldrig blev gift og døde kort efter min farfars død. Farmor blev 99 år, Farfar 98 år. De levede fra 1948 indtil de døde i en flygtningelejre.

Min kærlighed til Palæstina er lige så store som min kærlighed til Danmark, men min forelskelse i Palæstina har dybe rødder i mit hjerte og sind. Det kan ikke beskrives med ord, jeg kan mærke at der mangler noget i mig, at min sjæl og sind længes efter Palæstina og at ingen nogen sinde kan tage den følelse fra mig – den er givet videre til mine børn. Palæstina er retfærdighed, en sag der vedrøre alle mennesker og handler om et folk der blev fordrevet fra deres jord og land for snart 70 år og tragedien fortsætter i dag for det fleste palæstinensere er enten flygtninge eller liver under den israelske besættelse.

Jeg er født og opvokset i Libanon og både min far og farfar fortalte mig om palæstina og deres drøm om at vend tilbage og hvordan de flygtede. De troede de kunne vende hjem efter et par ugers flugt til Libanon, men de endte i en flygtningelejre og begyndte et nyt liv. Min far flyttede fra flygtningelejren i en ung alder ca 16 år og begyndte at arbejde på restauranter. Jeg voksede op i en libanesisk bydel og tænkte ikke meget over mit tilhørsforhold, men blev påmindet tit af familieb og nyheder at der stadig var et land der ventede på os og at vi bliver nødt til at kæmpe for det.

Da jeg var 14 år meldte jeg mig i en palæstinensisk ungdomsmilits under Fatah og begyndte på militærtræning i flygtningelejren men skjulte det fra mine forældre for min far troede ikke på væbnetkamp og min mor var bange for våben og militær. Under Israels invasion af Libanon i 1982 deltog jeg for første gang i mindre gadekampe og blev såret i mit ben, var næsten blevet begravet under murbrokker og levede alene i vores lejlighed da jeg ikke ville flygte med min mor og søskende – min far arbejde i Abu Dhabi på en olieplatform og kunne ikke vende tilbage til Libanon.

Min palæstinensisk identitet blev meget forstærket i 1985 da palæstinensiske flygtningelejre blev belejret af Amal milits og hensigten var etnisk udrensning, men vi boede ikke inflygtningelejeren og var meget mere udsatte, og det medførte jo lidt senere til min flygt til Danmark. Jeg kommer nok til at skrive  en post om min opvækst og liv i Libanon indtil jeg flygtede til Danmark.

Unge Maher kort efter Israel trak sig fra Libanon og Amerikanske “Fredsstyrker” blev indsat i Libanon, her på en base tæt på lufthavn og strand. Jeg solgte soldaterne rusisk knive fra AK-47 eller støvler til gængeld for den fede walkman. Basen blev sprunget i luften af en bilbombe oktober 83. Basen kan ses i baggrunden.
Palæstinensisk flygtning id kort udstedet af den libanesiske regering.

Jeg har allerede lovet at skrive om mine utallige besøg til Palæstina og mit forhold til mit fæderland, men har også lovet at skrive om min opvækst og liv i Libanon og i en tidligere post lovede jeg at skrive om det nye liv i Danmark.

Hold på hat og briller for det bliver spændende og jeg må heller tilføje nogle flere fede røverhistorier.