Flugten til Danmark 2

Den 9.juli.1985 stod jeg på banegården i Østberlin uden at vide hvor jeg skulle videre hen. Her mødte jeg to unge mænd som også var på flugt og vi gik samlet til billetkontoret for at forhøre os om hvor vi kunne rejse til, for mit visum til Østtyskland var et ti timers transitvisum. Damen i billetkontoret talte ikke engelsk og efter 10 minutters håndtegn forstod jeg at næste tog kørte til Vesttyskland og videre til Danmark eller måske kun Danmark, så det satsede vi på og købte billetter.

Den eneste viden jeg havde om Danmark var Lurpak smør, MacBaren pibetobak og røverhistorier fra vores nabo i Libanon som havde en tøjbutik hvor jeg hang ud efter skole. Han fortalte at hans storebror var rejst til Norge i 60’erne som svejser men har været i DK nogle gange og at pigerne var de smukkeste med fletninger og malkede køer – jeg tror han forvekslede det med Holland men hey der er jo ikke det store forskel. Lurpak var en anden historie, her deltog jeg i en tegne konkurrence hvor man kunne vinde masser af ting hvis man tegnede en glad ko. Jeg vandt ikke men blev meget glad for at spise det danske smør som var usaltet.

Efter nogle timer fra Østberlin stoppede toget og jeg stak hovedet ud af vinduet for at se hvad der skete. Et stort metal monster havde åbnet sig og toget kørte inde i den, jeg var chokeret!!! Hvad er det for et terminal?? Noget tid efter fandt jeg ud af det var et skib, et fucking skib som toget kørte inde i. Under min opvækst i Libanon var de eneste transport midler jeg kørte med cykel, bil og bus og min flyvetur til Østtyskland var mit første.

Jeg var meget fascineret over at et tog kunne bæres af et skib og brugte den kedelig tid til at tænke over hvordan livet kommer til at arte sig, kommer jeg ind i dk, bliver jeg fængslet, eller sendt retur. Vil jeg kunne se mine forældre og søskende igen? Er pigerne smukke og smager Lurpak bedre når det er friskt? Den gang måtte man godt ryge i toget og jeg røg pibe og have en dåse dansk tobak som jeg købte i Beirut inden min rejse og flugt. Derudover havde jeg en lille rejsetaske som min mor hentede fra vores udplyndret og udbrændt lejligheden hvor der var lidt tøj og få personlig ting, et karton smøger og et hæfte med notater, penalhus samt pas og id kort. Derudover havde jeg fået 200 US dollars af min far så jeg kunne klare mig undervejs. Dem havde jeg gemt under indpakningen i tobakdåsen.

Jeg sov det meste af turen og nu larmede det igen og toget kørt ud af skibet og stansede, og så dukkede en politibetjent op og spurgte på engelsk om hvor og hvad vi skulle og om vi havde pas. Jeg svarede tøvende at jeg var flygtet fra Libanon og vil søge asyl i Danmark. De to andre som også var i same kupé fremviste deres pas og sagde at de også søgte asyl. Jeg kan ikke huske deres nationalitet og hvad de hed, men politimanden tog vores pas og sagde at vi ikke måtte forlade vores pladser indtil vi bliver hentet. Nervøsiteten bredt sig og jeg blev lidt urolig, nu har jeg jo ingen pas og ved ikke hvad det næste bliver.

Der var ikke andet at gøre end at kigge ud på landskabet og ryge tobak og toget kørte i endnu mange timer. Det blev formiddag da toget stansede på Hovedbanegården i København og vi blev vækket af lyden fra højtaleren.

To politimænd kom ind og fortalte på engelsk at vi skal rejse os og tage vores bagage og følge efter dem. Nu begyndte mit hjerte at banke hurtigt og sveden løb ned af min ryg. Jeg var bange og nervøs over hvad der vil ske og hvor de vil tage os hen. Da vi stod uden for toget var der et horde af mennesker i alle farver og vi blev alle bedt om at følge efter politimanden.

Jeg kiggede rundt og prøvede at huske stedet og hvor vi vil komme ud hvis der nu sker noget og jeg var nødt til at flygte. Da vi kom ud af hovedebanegården, blev vi bedt om at stige på en store hvid bus, os tre fra toget klumpede os sammen så vi alle kom i samme bus. Da bussen var fyldt op af alle mulige mennesker som også var flygtninge, blev døren lukket og en politimand som stod med en mikrofon i hånden sagde: welcome to Denmark.

Bussen kørt gennem københavn og jeg var meget betaget af arkitekturen og de gamle bygninger. Jeg så et par på en bænk kysse, det tegnede godt tænkte jeg. Kan ikke huske hvor lang tid det tog busturen men det føltes meget langt. Lagt om længe ankom vi til et sted der lignede en militær base, og det var det, Kongelund. Der hang et stort rødekors flag og vi blev bedt om at følge efter politimanden som førte os i en lille bygning. Jeg kiggede rundt og registrerede alle detaljer, bygninger, døre m.m.

Vi sad i et vente rum og fik tilbudt sandwich og vand og min hjerne kunne ikke holde op med at tænke, folk i rummet snakkede løst på forskellige sprog men jeg havde brug for stilhed så jeg gik mod en dør hvor jeg kunne se grønt gras, åbnede døren og gik ud – et lille område som var indhegnet, men her kunne jeg træne frisk luft og kigge mig omkring.

Efter mange timer eller måske var det et par timer blev jeg kaldt op, jeg syntes at tiden gik meget langsomt hele tiden! Jeg blev ført inde på et kontor hvor der sad en del mennesker bag skrivebord og snakkede med andre flygtninge. En mand med mørkt hår sagde på arabisk at han var tolk og pegede på manden bag skrivebordet og sagde at han var politimand og jeg vil nu blive afhørt om hvorfor jeg søgte asyl.

Efter afhøring skulle jeg fotograferes, tages fingeraftryk samt fik gennemsøgt min taske. Jeg fik udleveret et blåt kort som legimitation og mit pas og id kort blev inddraget. Derefter blev jeg sendt til en sygeplejerske som lavede et sundhedstjek på mig, hun var ung og smuk så jeg blev lidt distraheret og svarede ja til alle hendes spørgsmål. Efterfølgende blev jeg hentet fra sygeplejersken af en medarbejder fra røde kors som viste mig rundt i centeret og anvist mig til et værelse hvor jeg skulle sove.

Det lignede en militærsove sal – der var nok 10 køjesenge og de fleste var optaget undtaget to, jeg valgte en der var helt inde i et hjørne hvor jeg havde udsigt til hele værelset, sådan var min ryg også beskyttet for jeg vidst ikke hvem disse mennesker var. Det tog ikke mange timer før jeg kom i snak med en der var i 30’erne som også var palæstinenser fra Libanon. Han havde det ikke godt, var blevet tortureret af Amal milits i Libanon meget voldsomt og var opereret to gange siden han ankom til Danmark. En af metoderne som bødlerne brugte var at hejse ham op i arme og ben så hans bagdel var frit og lod ham falde over et smadderet flaske som skar hans endetarm i stykker. Meget hårdt og sørgeligt!! Efter nogle dage fik jeg at vide at jeg vil blive flyttet til en anden lejre for enlige.

Vi var fem unge mænd med palæstinensisk baggrund der skulle flyttes den dag og vi blev hentet af en lille bus og fik at vide at vi skulle bo på en meget lille ø som tidligere var en kasserne. Middelgrundsfortet hed øen. Her blev jeg indkvarteret i et stort rum med 5 køjesenge og fandt ud af at min “ovenbo” stammede fra den samme flygtningelejre som min farfar boede i, i sydlibnon, og at vi var legekammerater da jeg kom på besøg hos min farfar i sommerferien – meget lille verden.

Vi fik at vide vi skulle melde os til en tjans enten rengøring eller madlavning og jeg valgt selvfølgelig madlavning. Jeg kunne ikke lide øen eller fortet, den var dyster og gyselig og lugtede fugtigt og der var mørkt og koldt. Det føltes som et fængsel og det eneste lyspunkt var de unge polske kvinder som også havde søgt asyl. De vaskede mit tøj for en pakke søger for kunne ikke selv finde ud af vaskemaskinen. Vi fik lov til at tage til københavn med en lille båd en gang om dagen, og hvis vi ikke nåede at hoppe på den sidste tur retur med båden, måtte vi finde et sted og overnatte ved langeline.

En dag mødte vi en ældre herre, en amerikaner som har boet i Danmark i mange år, han var venlig og snaksalig og købte smøger til os og inviterede os på lidt mad. Han vil have vi kom hjem til ham men jeg var meget forsigtig hvem jeg minglede med, men en af min venner tog hjem til ham og overnattede. Dagen efter kom han tilbage med en 500 kr – det var betaling for at den ældre herre måtte røre ved hans ædle dele. Så stoppede kontakten for mit vedkommende og jeg fortalte amerikaneren at han skal holde sig langt væk og lad de unge flygtninge være i fred, og hans svar var: jeg er ikke sharmota “luder” på arabisk.

Nu når vi er i den boldgade, så fik jeg at vide at der lå en et arabisk spisested ikke langt fra hovedbanegården, så en dag tog vi ind til byen og fandt stedet. Det lå i Istegade i en kælder og serverede falafel og humus m.m. Udsigten var derimod chokerende for overfor lå flere porno butikker med kæmpe dildoer i vinduerne, ikke lige noget mand har lyst til at kigge på når man har en falafel durum rulle i hånden!

Efter to uger fik jeg at vide at vi skulle flyttes igen, og det jublede jeg over, slut med den mørke kolde fort, båden, det ulækre bad osv. Men jeg var ked af at jeg skulle igen sige farvel til en del mennekser jeg havde lært at kende, først i Kongelund og nu på fortet. Heldigvis blev mig og Mahmoud sammen, ham fra min fars flygtninglejre i syd Libanon “Almia mia” hed landsbyen og flygtnigelejeren. Under hele den proces fik vi ikke ret meget at vide fra rødekors udover at man bliver flyttet rundt for at nye kan komme til mens ens sag bliver behandlet.

Så ankom vi til Kalundborg, Kysthospitalet som tidligere var et psykiatrisk hospital mener jeg, stort, ligger lige til vandet og tæt på en skov og masser af gamle og nyere bygninger. Her var mange mennekser fra forskellige nationaliteter, unge, familier og par. Folk blev næsten opdelt i bygninger efter nationalitet og der var en del palæstinensere.

I 80érne og 90érne flygtede mange palæstinensere fra Libanon pga. borgerkrigen. Der var også en del Iraner, polakker, Kurder og Iraker. Jeg var heldig at dele værelse med Mahmoud i en sidebygning hvor der boede enlige mænd. Vi havde et lille fælles køkken bad og toilet.

Jeg var i Kalundborg i ca. tre måneder og fik så tildelt asyl og opholdstilladelse. De tre måneder var meget lærerige, sjove, vilde og her var det slut med at være jomfru, masser af alkohol og lærte at tale dansk småt. Der var ikke meget at lave så jeg tilbød rødekors at hjælpe med forskellige opgave, for havde ikke lyst til at sove hele dagen. Jeg begyndte at hjælpe til med at oversætte fra arabisk/engelsk, og senere var jeg med til at etablere et kreativt værksted hvor vi stræbte efter at lave en lille avis for beboerne.

En dag kom en mand med pakistansk rødder forbi centeret som efterlyste nogle flygtninge, og jeg stødt på ham tilfældigt. Han var kommet for at tilbyde sin hjælp hvis nogen unge mænd havde brug for det, så fik vi snakket lidt og jeg inviterede ham ind hos mig og Mahmoud. Han kom en gang om ugen tog smøger og mad med og fortalt stort og småt om Danmark og livet og hvad der venter os. Han var dansk gift og havde to døtre, måske var han på udgik efter nogle bejler til døtrene. Han dukkede op en dag med en kvindelig ledsager i starten af 30érne og introducerede hende som veninde samt at hun var folkeskolelærer og vil gerne hjælpe os med at lære dansk. Vi aftalte at hun kom om en uge.

Hun begyndte med at undervise mig og Mahmoud sammen men så sagde hun at det var bedst vi gjord det hver for sig. Det var Mahmouds tur først så jeg gik over på kontoret hos rødekors og snakkede lidt og fordrev tiden. DA jeg kom tilbage var hun gået og Mahmoud var helt flad og lykkelig. Hun startede med at undervise i hvad krops delene hed og nåede til tissemanden og endte med at have sex med Mahmoud. Jeg fik også den samme lektion og så opdagede vores pakistansk ven det og var rasende og sur på os og vil ikke snakke mere med os. Han kom ikke mere på centeret men jeg holdet kontakten til ham telefonisk. Mahmoud holdet kontakten til vores dansk-underviser og fik private lektioner hjemme hos hende. Jeg brugte min tid i avisværkstedet og mødte en ældre mand som var blind og dansk underviser og vi blev gode venner – han var i 60érne og jeg holdt kontakten til ham indtil han døde mange år senere.

Jeg kom til at huske at jeg også havde en aftale med en rødekors medarbejder som var alkoholiker om at gemme sine bajer på mit værelse så han kunne drikke i fred og tilgængelige fik jeg nøglen til køkken og madlager – win-win

Efter et ophold på kysthospitalet i lidt over tre måneder fik jeg den glædelig besked oktober 1985 at jeg fik asyl og opholdstilladelse og vil blive forflyttet til et integrationsophold som dansk flygtningehjælp stod for i Rødby! Hvor fuck lægger Rødby tænkt jeg…

Hæng på så kommer der snart fortsættelsen om ankomsten og det nye liv i Danmark.

Billedet er taget i Kalundborg, Kysthospitalet sommeren 1985, det grimme tøj lånte jeg af en gut som ikke kunne passe det. Jeg er Borat i en arabisk udgave.