Minder fra teen-age årene.

Mødte for et stykke tid siden til et familiebryllup en af mine bedste barndoms og teen-age venner Khalil. Af alt hvad han kunne tage med da ham og familien flygtede fra Libanon til DK tog han et hæfte som vi alle havde en magen til. En slags gæstebog hvor vi skrev hilsner til hinanden i skolen.

Det var både piger og drenge, nogle af pigerne var vi flere forelsket i, især hende der har skrevet denne hilsen Mona. Jeg konkurede med en anden dreng om hende og gjord alt for at vinde hendes kærlighed og opmærksomhed. Jeg fik lov af min rig morbror at låne hans læderjakke for at se lidt sej og voksen ud og jeg købte en rose som jeg gav hende – vi snakkede sammen i frikvarteret og mit hjerte stoppede med at slå i en halvtime. Hun fortale mig om sine drømme og at hun vil være mekaniker når hun bliver voksen. 

De efterfølgende dage skrotede hun den anden dreng og vi var sammen i hvert frikvarter. Efter en uge med kærlighedesbreve og hånd i hånd i frikvarteret forsvandt hun og kom ikke i skole mere. Ingen vidst hvad der blev af hende og vi vidst ikke hvor hun boede. Hun var meget smuk med en glødende mørk hud og dybtsorte øjner og en tryllende stemme.

En del år efter lige før jeg flygtede fra Libanon, var jeg sammen med rig onklen, ham med læderjakken hvor han skulle ind og snakke med en advokat. Hun sad der som sekretær og jeg var fuldstændig lam i krop og mund. Hun var blevet voksen og endnu smukkere. Jeg løb ud igen, for vidst ikke hvad jeg skulle sige. Onklen kom ud og sagde: lagde du mærke til hende skønheden? Jeg tror jeg vil invitere hende ud og han gav mig et blink. Yep sådan er det i familien. 

Inden jeg glemmer det er det faktisk ikke kun hendes skønhed der tiltræk mig, her er oversættelsen af brevet til min ven. Hun har sikkert også skrevet i mit hæfte men den fik jeg ikke med da jeg flygtede.

“Kære KhalilVi eksistere for at udfordrer, vi blev skabt og eksistere for at stå imod orkaner, for vi kan nemt fare vildt i denne underlige verden. Måske farer vi vildt i et folk som ikke værdsætter vores eksistens. Der er ingen tid til afslapning i et land hvor retfærdigheden er død og har allerede sagt farvel til denne verden. Egoist barnet i os råbte højt: jeg vil leve. For at opnå det du skal du ikke hvile dig, du skal kæmpe og udfordre for at opnå dine mål og dine ønsker. Du skal ikke bearbejde mig hvis bogstaverne er væddet med mine tårer, for det er min hilsen til dig. Din veninde Mona Mahdi.”