Flugten til Danmark

 

Den 9.7.1985 var en meget vigtig dag i mit liv. Det er faktisk 33 år siden jeg ankom til Danmark som flygtning. Jeg var 18 år og flygtede alene uden at have en plan eller en destination.

Her kommer min lille historie om min flugt og hvordan jeg endte i DK. Jeg har selvføleligt undladt at skrive om mine 18 års opvækst i borgerkrigen, men måske fortæller jeg det i en anden beretning.

Jeg kan ikke huske alle detaljerne, men det var en sommer dag i slutning af juni 85 at en ny kapitel af borgerkrigen startede. Denne gang var den shia-muslimsk organisationen ”AMAL” som belejrede palæstinensiske flygtningelejre. På det tidspunkt boede vi i udkanten af flygtningelejeren bland vores shia-muslimske naboer. Det var sommerferie og jeg sov længe. Min mor vækkede mig og sagde at der er noget galt fordi hun kunne høre masser af skyderier tæt på. Jeg skyndte mig med at tage tøj på og gik ud på gaden for at se hvad der foregik. Gaden var tom, kun få mennesker og en del bevæbnede civile. Jeg spurgte en mand: hvad sker der? Han svarede: det er de palæstinensiske luderbrødrene som angriber os og de er på vej ud af flygtningelejeren mod os.

Jeg fik en lille klump i halsen, for han vidst ikke jeg var en af de der ” luderbrødrene” – jeg gik længere ned af gaden og mødte en af mine barndoms venner ”Samir” som var shia-muslim, han var bevæbnet og klar til kamp. Han råbte efter mig og sagde at det var bedst jeg blev hjemme for folk er helt op at køre og han vil ikke have jeg kom til skade. Jeg kunne mærke på ham at han var som en lus mellem to negle. Jeg vendte mig og gik hjem og fortalte min mor om situationen. Min far var ikke hjemme da han arbejde på et olieplatform i Abu Dhabi. Vi besluttede at afvente og se hvordan det vil udvikle sig. Midt i alt det her så var min ballademager yngre bror smuttet ud for at se hvad der foregik, han var på vej ti flygtningelejren. Lidt senere kom en af hans venner og frotalt at han var blevet taget til fange af Amal-militsen.

Min mor var helt ude af den og skyndte sig for at finde ham. Min mor var en kærlighedsbombe, analfabet men fantastisk skarp, klog og meget respekteret. Senere om aften kom hun tilbage med min lille bror. Har aldrig fundet ud af hvad hun gjord!!! Kampene tog til og gaden var lukket, biler brændte, skrig og råb og lugten af døden nærmede sig.

Midt om natten bankkede det blidt på døren og vi sad samlet i vore stue, min mor, mig, min søster og tre brødre. Jeg var den ældste. Mit hjerte bankede som en kæmpe bashøjtale. Jeg frygtede det værste, og jeg kunne se den samme frygt i min mors øjner. Vi klumpede os sammen mens min mor bevægede sig mod døren. Hvem er det, spurgte min mor. Det er Tawfik, din mands ven, du skal ikke være bange, jeg vil lige sikre mig at alt var i orden. Mor åbnede døren og jeg stod bag døren, tænkt på at hoppe på ham hvis det viste sig at være en anden. Det var ham, han var også shia-muslim men han var ikke bevæbnet.

Han kom ind og beroligede min mor. Han fortalte at Amal-militsen gik fra dør til dør efter palæstinenser og at det var meget farligt for os at blive hjemme. Han havde hørt at de ledte efter en EL KHATIB familie. Han foreslog at vi kom væk i en uge eller to indtil kampene var stilnet. Han ville sørge for en bil som kunne køre os væk. Min mor havde en bror som boede i bjergene uden for Beirut, et område kontrolleret af Duruser ( en gren af islam). Tidligt om morgnen kom bilen og vi pakkede et par små tasker og kørte afsted. Jeg havde ondt i maven, mens jeg kiggede tilbage på vores gade… Ville vi nogen sinde vende tilbage til vores hjem, naboer og kvater.??

Min modige mor kunne ikke holde ud at være i uvished, så hun tog tilbage til vores lejlighed en uge efter. Den var plyndret og sat i brand. Hun fik at vide af ejeren af bygningen at det var bedst vi ikke kom tilbage. Tænk en gang at det er vores naboer og venner som vi var vokset op med uden nogen sinde at tænke på religion eller nationalitet, de vendt os ryggen!!! En af dem sagde endda til min mor at hvis vi vendte tilbage vil han likvidere os unge. Hun pakkede rester af tøj og ting som hun kunne tag med, lidt billeder og minder og gik sin vej. Vi kom aldrig tilbage til vores hjem.!!

I starten af Juli 85 kom min far tilbage fra Abu Dhabi, og han var dybt deprimeret over situationen. Han sagde til mig: Dette lorte land er farligt og vi skal væk herfra, men jeg kan ikke risikere alt med familien, så du som den ældste er nødt til at flygte og find din fremtid et andet sted. Hvis det lykkedes for dig kommer vi efter dig og slutter os til dig hvor end du ender.

Han havde hørt om folk der er begyndt at flygte i store grupper ud af Libanon. Nogen mod Syrien og andre mod Europa eller endda Australien, Canada og USA. Efter et par dage kom han med mit pas, visum og billet til det daværende Øst Tyskland. Nu er du på egen hånd min søn, jeg ved du kan klare det. Du kan ikke flyve fra Beiruts lufthavn for der bliver palæstinensere anholdt og dræbt. Du skal med en bil over grænsen til Syrien, det havde han arrangeret. Din mor tager med dig over til grænsen, og når du kommer videre til Damaskus, skal du hjem til min moster som bor i Yarmouk flygtningelejeren. Hendes søn vil køre dig dagen efter til lufthavnen.

Min mor og mig græd hele vejen, jeg græd da jeg vinkede farvel til familien.. Ville jeg se dem igen, på samme måde som skete med vores hjem. Vi nåede til grænsen efter mange checkpionts og min mor måtte ikke køre videre. Det er den situation som har gravet et dybt mærke og sorg inde i mig. At stå bag pigtrådhegnet og holde min mors hånd og se hendes tårer triller som et vandfald. Jeg var bange og ulykkelig, men jeg måtte tag mig sammen og vise min mor at jeg kunne klare denne tur

.

Efter 4 timers ventetid ved paskontrollen fik jeg lov til at komme ind i Syrien. En taxa kørte mig ind til Damaskus og videre fandt jeg frem til min fars mosters hjem. Da jeg bankede på døren, sagde hun at hun kunne dufte min far.. Jeg overnattede hos dem og efter følgende dag blev jeg kørt til lufthavnen. Indtil videre har det været som en drøm, en diffus rejse. Jeg vidst intet om min destination eller om Østtyskland. Vi fløj og det var første gang i mit liv. Jeg mødte to unge palæstinensere som også var på samme eventyr som mig. Vi aftalte at holde sammen indtil vi kom sikkert til hvor vi nu ender hen. I Berlins lufthavn få vi at vide at vi kun har et transitvisum og har ti timer til at forlade landet. En dame fra Iran, fortæller os at vi kunne tage til hovedbanegården i Berlin og måske tag et tog – det havde hun hørt andre har gjort. Vi endte med en taxa på banegården efter nogle timer, da vi farede vildt i Østberlin – ingen talte engelsk

.

Skæbnens time nærmede sig.. Hvor skal jeg videre hen? Jeg prøvede at forklare billetkontoret at jeg skal videre et eller andet sted. Fik at vide jeg kunne tage et tog til Vestberlin, og derfra mod andre destinationer. Holland, Danmark, Sverige, osv. Jeg spurgte hvilke forbindelse var det næste inden for en times tid, Danmark sagde hun. Ved ikke helt rigtigt, men jeg kunne huske Lurpak smør og reklamerne på Tv i Libanon og kunne huske de grønne marker og pigerne med gyldent hår og fletninger som malkede køerne, eller var det Holland.?? Jeg købte en billet mod Danmark. Og her er jeg efter 30 år. Jeg vendt aldrig til vores hjem og jeg så min familie først et år efter da det lykkedes for dem at flygte til DK. Jeg har aldrig fortrudt det og jeg vil aldrig bytte Danmark med noget andet land. Det er mit hjemland nu. Eller jo, hvis Palæstina blev befriet vil jeg måske overveje at flytte der, for mine blodårer tørster efter timian og oliven duften. Det var det for nu, og tak fordi du gad at læse min beretning. Måske kommer der mere om mine 30 års liv i Danmark…